Direktionens Innovationspris: Hæder til innovatører

Det arbejdende værksted Fokus På Talent vandt førsteprisen, da Herning Kommune uddelte Direktionens Innovationspris.

Fem kommunale teams kæmpede i finalen om at vinde Herning Kommunes interne innovationspris.

Før afgørelsen faldt på plads, havde en fagjury afgivet sin stemme, ligesom medarbejderne havde peget på deres favoritter via en afstemning. Jury og afstemning talte hver 50 procent.

Opløbet blev tæt, men tirsdag blev spændingen så udløst i byrådssalen.
Førstepræmien i den åbne konkurrence, og dermed en check på 25.000 kroner, gik til projektet “Fokus På Talent”, der er Ungdomscenter Knudmosens arbejdende værksted i gågaden i Herning.

Et ‘rigtigt’ arbejde

“Fokus På Talent” er et udstillingsvindue, hvor eleverne kan vise deres kompetencer og få større netværk og jobmuligheder. Værkstedet er det første af sin slags i Danmark.

– I har på fornemste vis, og ikke uden udfordringer på vejen, set potentialet i at lade de unge mennesker arbejde “med noget rigtigt og ikke bare som om”, som en af jeres unge har udtrykt det, sagde Eva Kanstrup, direktør i Herning Kommunes Teknik og Miljø-forvaltning, i talen til vinderne og fortsatte:

– At private virksomheder tilmed er begyndt at henvende sig til jer med enten overskudsmaterialer eller for at spørge efter mulig arbejdskraft, er da helt fantastisk.

Ungdomscenter Knudmosen er Herning Kommunes særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse for unge, der har specielle behov og ikke passer ind i det almindelige uddannelsessystem.

– I er pionerer for en helt ny måde at tænke kommunens rolle i samfundet. Tak for det, lød det fra Eva Kanstrup, da hun overrakte check og blomster til vinderne.

Mindre madspild

Årets 2. plads og en check på 10.000 kroner gik til bidraget “Aftenmaden på ‘tablet’ – et projekt om at nedsætte madspild”. Bag projektet står Plejecenter Lindegården.

Endelig gik årets 3. plads til projektet “Herning som Danmarks Smart City”. Bag projektet står afdelingen Genbrug og Affald, der har samarbejdet med virksomhederne WasteHERO og Zerocycle samt Herning Kommunes IT-afdeling.

Projektet eksperimenterer med sensorer i affaldscontainere, så veje-data bestemmer, hvornår en container skal tømmes.

– Og ikke nok med det. I er gået et skridt videre og har udnyttet disse data og den viden om private husstandes affald til at påvirke sorteringen i en ny retning. Det er en nyskabende idé, der skaber forventning om mere, sagde Eva Kanstrup.

Udover de tre priser i den åbne konkurrence, blev der i år også uddelt en ekstrapræmie på 20.000 kroner, som juryen alene tildelte.

Og det viste sig, at deltagerne bag årets 3. plads kunne hente endnu en check hos Eva Kanstrup. “Herning som Danmarks Smart City” løb nemlig også med ekstrapræmien for at have præsteret markant på temaerne “Udvikling eller udnyttelse af teknologi i hverdagen” og “Cirkulær Økonomi”.

Det er sjette gang, konkurrencen afvikles, og projekterne bliver blandt andet bedømt på, om de skaber værdi for kommune og borgere.

Be the first to comment

Leave a Reply