Jul i en skilsmissefamilie

Hvert femte barn under 18 vokser op i en skilsmissefamilie, og de fleste af dem skal undvære den ene del af familien til jul. Det er ikke nemt hverken for barn eller forældre.

Julen er hjerternes tid og samværet med familien er for de fleste af os en del af julen. Når barnet vokser op i en skilsmissefamilie, kan julen også være forbundet med en sorg og et savn til den side af familien, som barnet ikke skal fejre jul med.

Det gør ondt

Lige meget hvordan vi vender og drejer det, så påvirker det barnet at holde jul uden den ene forælder og familien på dennes side. Hvis man som forælder kan mærke barnets sorg over ikke at holde jul med begge forældre, kan det gøre ondt helt ind i hjertekulen, og man kan komme til at reagere på egne følelser i stedet for at støtte barnet i, at det er ok at holde jul med den anden side af barnets familie. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt. Men nogle gange går forstanden ud og ens eget behov og følelser tager over. Som voksen er man dog nødt til at lægge disse tanker og følelser på hylden og ikke lade barnet mærke ens egne frustrationer. For at barnet ikke skal føle sig i klemme mellem forældrene og familien er det en hjælp at man lytter til barnets tanker og anerkender dem.

Nye traditioner

I nogle familier vælger man at holde to juleaftener. Det kan være forvirrende for barnet og det er vigtigt at man som voksen tager hensyn til barnets behov og ikke de voksnes. I stedet for at holde to juleaftener med alt hvad der sig hør og bør, kan man overveje at lave en ”lillejul”, hvor familien bliver inviteret til æbleskiver og hygge, så barnet også får holdt en slags jul med den anden side af familien. Og naturligvis får mulighed for at pakke gaver op. Med mindre at julegaverne skal følge barnet, så de ligger under juletræet hos den familie, hvor barnet skal holde jul.

Anerkend dit eget savn

Selv om vi som voksne ved, at det vigtigste er barnets behov i forhold til at fejre jul, så kan det være forbundet med stor smerte at holde jul uden sit barn, så er det vigtigt, at man anerkender sit eget savn og sorg. Det er svært og specielt det første år trækker tænder ud. Alle de minder man har med at fejre jul med barnet popper op og aftenen kan være svær at komme igennem.  Med tiden bliver det nemmere, selv om savnet stadig er der.

Skriftlige aftaler

For at undgå mange konflikter omkring hvor og hvornår der skal holdes jul med barnet kan det være en god idé at lave skriftlige aftaler. Hvis man ikke selv kan finde en løsning kan man få hjælp i statsforvaltningen ved, at der bliver lavet en samværsresolution. Oftest vil det være sådan, at julen bliver holdt på skift hos mor og far. Selv om det gør ondt at undvære sit elskede barn, skal man så vidt muligt respektere og bakke de aftaler op, der er lavet. Det giver den bedste forudsætning for at barnet får en god jul.

Af Anne Løhde Rask

Be the first to comment

Leave a Reply