STOR KAPACITET PÅ TRÆNERPOSTEN HOS BLUE FOX

Hos Herning Blue Fox har man ledt med lys og lygte efter den helt rette profil, til at sætte sig i cheftrænersædet, der sammen med sportschef Martin Struzinski skal genfinde den midtjyske ishockeyvilje. Nu har man fundet ham i ishockeynationen over dem alle, Canada.

Efter mange snakke, referencesøgninger og ikke mindst et kæmpestort stykke arbejde fra Herning klubbens talent- og sportschef er det lykkedes at lande en kapacitet der sjældent ses på de danske breddegrader. 42-årige Ben Cooper er således klar til at skifte livet som assisterende træner i NHL-klubben Florida Panthers ud med en tilværelse i Danmark og traditionsklubben Herning Blue Fox. Her kommer han for at samle alle sine erfaringer og stykke dem sammen til en definition af ham som cheftræner, en drøm som han deler med blårævene.

Ben startede tilbage i 2005 som professionel videotræner i den næstbedste nordamerikanske hockeyliga AHL og arbejdede sig hurtigt op blandt verdens bedste på den position. Dette førte også til, at han i 2008 blev valgt frem for de bedste videoanalytikere i hele verden af ishockeymastodonten Team Canada. De næstkommende 2 år beviste han sit værd og vandt 1 VM-sølvmedalje og slutteligt olympisk guld med det canadiske landshold.
Ben Coopers CV viser en høj ishockeyuddannelse og efter et par år som assisterende træner i verdens bedste ishockeyliga er han nu klar til den danske Metal Liga. Selvom Ben nu rejser langt væk fra de glamourøse og solvarme rammer i Florida, så kommer han til Midtjylland topmotiveret og sulten efter at starte med arbejdet.

Talent- og sportschef Martin Struzinski har kæmpet i ugevis for at lande aftalen med canadieren, og er med tanke på hvor højtuddannet Ben Cooper er, og med de mange fantastiske referencer fra de danske NHL-spillere der har arbejdet med ham, ikke sen til at kalde tilgangen et kæmpe scoop for Blue Fox.

”At en så stor trænerkapacitet har valgt Herning Blue Fox som sin næste destination i sin trænerkarriere, efter at have været træner på allerhøjeste niveau de seneste år, er naturligvis overvældende for os og vi betragter det som et kæmpe scoop. Ben passer glimrende ind i den trænerprofil vi har søgt, hvor hans menneskelige egenskaber gør det naturligt for ham at indgå i dialog med spillerne på daglig basis. Ben er en hårdt arbejdende, ambitiøs ”sulten” træner der samtidig er enormt dedikeret, og har motiveret alle omkring sig hidtil i sin karriere, hvor han både har arbejdet med unge såvel som professionelle spillere på absolut øverste hylde. I Ben får vi yderligere en højt uddannet træner, som besidder en moderne ledelsesstil og tilgang til ishockey, og som samtidig er opdateret med nyeste viden og tendenser indenfor vores sport. Vi ser rigtigt meget frem til samarbejdet, og er overbeviste om, at vi med Ben Coopers kompetencer, engagement og indstilling vil kunne indfri klubbens ambitioner på sigt”, fortæller en stolt sportschef.

Blue Fox’ nye cheftræner Ben Cooper selv har også store forventninger til fremtiden. ”Jeg er virkelig begejstret for udfordringen med at kæmpe for mesterskaber i Herning. Jeg ved, at det er en stor ishockey by med gode spillere og en stærk hockey-tradition. Det er en fantastisk mulighed, som jeg er meget taknemmelig for, og jeg kan ikke vente med at få arbejdshandskerne på”, fortæller Blue Fox’ nye cheftræner, og fortæller desuden om sin filosofi.
”For det første mener jeg, at du skal have en meget stærk arbejdsmoral og være meget konkurrencedygtig for at vinde. Du skal elske at vinde, hade at tabe og samtidig ville have det sjovt med at spille spillet. Jeg har selv en stor lidenskab for ishockey, og jeg vil have at mine spillere har samme lidenskab. Jeg tror, at spillere har brug for tillid, træning og kommunikation hver dag, og jeg har til hensigt at give det i et kompetitivt miljø. At vinde et mesterskab er ikke let, så vi skal presse os selv hver eneste dag. 
Jeg har til hensigt at være meget forberedt, detaljeret og innovativ i min coaching. Jeg vil bringe en masse energi og lidenskab til jobbet, og jeg forventer, at mine spillere vil gøre det samme. Vi bliver et hurtigt, spændende og kreativt team, der er sjovt at se på, men svært at spille imod. Vi vil konkurrere hårdt hver kamp, hver periode, hvert skift – uanset situationen.
Endeligt, så glæder jeg mig utroligt meget til at møde fans og sponsorer, samt at opleve byen og ikke mindst livet i Danmark. Jeg håber jeg kan levere et hold, som I alle vil være stolte af”, slutter blårævenes nye cheftræner.

Pressemeddelse af BlueFox.

Be the first to comment

Leave a Reply